Lidt om sorg og krise
Forskellige hændelser i ens liv kan give anledning til sorg og krise, hvilket mennesker kan reagere forskelligt på. Nogle kan bryde ud i gråd eller gå forvirret og formålsløst omkring, og andre kan isolere sig selv og blive mere indesluttet. Man kan føle sig trist, irritabel og magtesløs, have koncentrations- og søvnproblemer samt en tendens til at fare sammen. Endvidere er der risiko for at udvikle angst og depression.
En krise er en psykisk reaktion på situationer, hvor et menneske oplever alvorlige tab eller problemer, som det har svært ved at forlige sig med. En almindelig krise hedder en tilpasningsreaktion. Alle mennesker kan komme ud for en eller flere kriser i løbet af livet, f.eks. i forbindelse med dødsfald, skilsmisse, tab af helbred mm., og ofte vil man kunne komme igennem en krise gennem omsorg og støtte fra sine nærmeste. En krise kan dog blive så vedvarende og omfattende, at det kan være en god ide at søge professionel hjælp, især for at undgå at det udvikler sig til en depression.
Hvordan man reagerer på hændelser, er også afhængigt af hvilke sårbarheder man har. Nogle har så stærk en psyke at de tilsyneladende klarer psykiske belastninger uden at det påvirker dem særligt. Andre er mere sårbare og reagerer let med krisesymptomer, hvis de udsættes for stress.
Behandling af sorg og krise
Behandlingen har bl.a. fokus på at italesætte de følelser, den enkelte bærer rundt på. Ofte rummer man modsatrettede følelser såsom had, vrede, kærlighed, selvbebrejdelse mm., som man via behandlingen skubber op til overfladen og gør mere tydelige for herved at få større indsigt og forståelse for sit følelsesliv. Hensigten er, at man på længere sigt kan anerkende og rumme sine følelser samt forlige sig med det, der er sket, og komme videre i sit liv.
Har du spørgsmål eller vil have yderligere oplysninger, kan du udfylde en kontaktformular. for at udfylde kontaktformularen.
